Præsentation af Idrætsefterskolen Ikast

Idrætsefterskolen Ikast retter sig mod elever på 9. og 10. klassetrin, som har drømme om at nå et højt niveau inden for idrættens verden, og som samtidig brænder for en oplevelse for livet.

Vi slog dørene op for vores første elevhold i 2004 og er rigtig godt igang. 

Idrætsefterskolen Ikast lægger stor vægt på idrætten og de kvaliteter, der opstår gennem idrætten. Men vi vægter også skolen og fællesskabet helt i top. Vi har stor og god erfaring med at få idræt, skole og fællesskab til at passe godt sammen.

Vi lægger vægt på udviklingen af det hele menneske. Det er et stort mål for os, at du under opholdet på ISI udvikler dig - både idrætsmæssigt, skolemæssigt og menneskeligt. 
 

 Hygge på idrætsefterskolen

Afprøv drømmen i trygge rammer

Idrætsefterskolen Ikast er din mulighed for – i trygge rammer - at afprøve, om drømmene på det idrætslige plan kan bære. Hos os har du mulighed for at specialisere dig i din linjeidræt, som bliver et dominerende element i dit efterskoleophold. Vi tilbyder følgende linjer:


Håndbold
Fodbold   
Golf   
Volleyball   
Badminton
Cykling 
 

Undervisningen foregår på et højt fagligt niveau og varetages af dygtige og engagerede lærere i vores meget fine faciliteter. I din fritid har du også mulighed for at være aktiv - enten i den klub eller forening, hvor du normalt er tilknyttet, eller i en af Ikasts mange klubber og idrætsforeninger.

Idrætsefterskolen Ikast bygger på et nært samarbejde med de lokale idrætsforeninger, hvilket løfter vores idrætsmiljø op på et højt niveau.

Pigefodboldspillere på Idrætsefterskole i Ikast 

Skolen i fokus

Foruden idrætsundervisningen modtager du kompetent undervisning i de almindelige skolefag, og vi tilbyder eksamen i FSA og FS10 præcis som i folkeskolen.

Tilsammen sikrer det, at du sideløbende med din idrætslige udvikling har optimale muligheder for at vedligeholde og udbygge dine boglige færdigheder.

Du kommer naturligvis også til at stifte bekendtskab med fag som fællessang og foredrag, som har deres naturlige plads i vores dagligdag.

Stort set alle efterskolens lærere er seminarieuddannede og underviser i boglige fag såvel som i idrætsfag.


Lektielæsning i det fri 

Fællesskabet

På det menneskelige plan skaber fællesskabet omkring idrætten og det øvrige efterskoleliv et enestående rum for udvikling.

Ligesom de øvrige elever bor og lever du på efterskolen, og det daglige samvær med skolens lærere og 179 andre idrætsinteresserede unge er en oplevelse og en læringsproces for livet.

Fællesskabet i et efterskolemiljø danner ofte grundlaget for stærke venskaber, og for langt de fleste bliver et efterskoleophold en oplevelse for livet.

Nærhed, åbenhed, glæde, engagement og frihed under ansvar er nøglebegreber, som præger hverdagen på Idrætsefterskolen Ikast.
 

Elever på tur

Hjertelig velkommen

Idrætsefterskolen Ikast

Hovedindgangen på Idrætsskolerne Ikast