Fit for Fight - sport og sundhedslinjen
FIT FOR FIGHT henvender sig til dig, som drømmer om at arbejde professionelt med idrætsudøvere, hvad enten det er som massør, instruktør, fysioterapeut, diætist, idrætspsykolog eller idrætslæge. I mange succesfulde idrætsklubber findes et ”sundhedsteam”, som ud fra forskellige faglige vinkler behandler, rådgiver og vejleder idrætsudøverne med det formål at skabe de bedst mulige betingelser for store præstationer. Det er den verden, som du bliver indviet i, hvis du vælger FIT FOR FIGHT på ISI. Her bliver du nemlig en del af et aktivt højskolemiljø, hvor idrætsfolk helt op på eliteniveau lever og træner intensivt, og hvor du får optimale muligheder for i praksis at afprøve de færdigheder og den viden, som du får gennem undervisningen på linjen. FIT FOR FIGHT giver dig både en stor teoretisk viden og en masse praktisk erfaring, som klæder dig på og kvalificerer dit videre studievalg mod idrættens verden.
Lær at læse kroppen
I undervisningen træner vi evnen til at læse sammenhænge mellem idrætsudøverens krop, psyke og bevægelsesmønstre. Det handler bl.a. om, hvordan personens psykiske tilstand afspejler sig i kroppen f.eks. i form af musklernes spændingsniveau, kroppens bevægelsesmønstre og eventuelle skader. Vi tager udgangspunkt i kroppen, og du får undervisning i bl.a. anatomi, fysiologi, ernæring og bevægelsesanalyse. Derudover arbejder vi med idrætspsykologi, mentaltræning og coaching, så du får en dybere forståelse af de psykologiske aspekter af det at dyrke idræt. Endelig indgår massage samt forebyggelse og behandling af idrætsskader i undervisningen. Alt i alt får du altså en helhedsorienteret viden om det at arbejde aktivt med idrætsudøvere, og gennem undervisningsøvelser rettet mod forskellige målgrupper på og uden for højskolen får du træning i at bruge dine færdigheder i praksis og i at formidle din viden til andre.
Personlig og faglig udvikling
En forudsætning for kvalificeret at kunne hjælpe idrætsfolk er bl.a., at du bliver i stand til at sætte dig i deres sted og forstår, hvilke fysiske, psykiske og sociale faktorer, som spiller ind. I forbindelse med undervisningen kommer du derfor til at afprøve en lang række træningsmetoder og idrætsgrene på egen krop, ligesom du kommer til at reflektere over og arbejde med din personlige udvikling og din egen tilgang til idræt. Undervisningen tager udgangspunkt i dig og dine forudsætninger, og du bliver løbende tilbudt personlig vejledning af erfarne undervisere, som har et stort kendskab til arbejdet med idrætsfolk på alle niveauer.
Undervisningen indeholder bl.a.
- Anatomi
- Fysiologi
- Bevægelsesanalyse
- Idrætspsykologi
- Forebyggende træning
- Massage
- Idrætsskader
- Undervisningspædagogik
- Ernæring
- Almen idræt
- Handicap-idræt
Bliv fitnessinstruktør
Som en del af FIT FOR FIGHT kan du uddanne di gtil fitnessinstruktør.
Her opnår du færdigheder i at kunne:
Tilrettelægge træningsprogrammer
Instruere i brugen af fitnessredskaber og udstyr
Motivere til en sundere livsstil
Du opnår grundlæggende viden om træning/fitness og dens betydning for kroppen. Du får kendskab til fitnessudstyr, redskaber, øvelser og deres formål. Uddannelsen kvalificerer dig til at være instruktør i et motionscenter.
Undervisere på "Fit for Fight"
Ulla Bæk
Ansvarlig for FIT FOR FIGHT
Uddannet fysioterapeut med speciale indenfor idrætsfysioterapi
Har behandlet og coachet patienter gennem 12 år
Tidligere ansat på bl.a. Bispebjerg Idrætsklinik og på Klinikker med fokus på idrætsskader.
Tidligere tilknyttet ungdomslandsholdet i håndbold som fysioterapeut
Tidligere aktiv håndsboldspiller
Du vil, ud over Ulla, møde interne og eksterne undervisere på linjen.

