Velkommen til Højskole & Golf i sommeren 2012


Foto fra Højskole & Golf i sommeren 2011

I sommeren 2012 – 
 

- Bliver det 18. gang i træk, vi åbner dørene for jer, der gerne vil kombinere et kort højskoleophold med at træne og spille golf.
 

- Udbydes der Højskole & Golf i 5 uger – fra og med uge 26 til og med uge 30.
 

- Bliver det året, hvor der er mulighed for at bestille enkeltværelse med eget bad og toilet.


- Udvikler vi igen indholdet i golfundervisningen. Analyse og instruktion krydres med tilbud om frivillig træning under vejledning. Dette for at kunne præsentere en komplet golf-træningspakke, der læner sig op ad læringsteorierne omkring motorisk læring og kontrol. 
For at sikre kvaliteten af undervisningen, har alle vore instruktører golf-træneruddannelse.
 

- Fortsætter vi i samme ånd som 2011, hvor 3 ud af 4 foredragsholdere er eksterne.


- Er det stadig muligt at spille de midt- og vestjyske golfbaner. 20 af slagsen vil meget gerne have besøg af ISI-kursister. 
Der er baner for eksperterne, de øvede, de mindre øvede, begynderne og de helt nye, der gerne vil prøve golfen af.

Alle med DGU-kort kan i 2012 spille Herning og Ikast. Alle uden DGU-kort kan i 2012 spille Tullamore.
 

- Bliver året hvor vores nye køkkenchef sætter præg på kosten, og hvor vores renoverede spisesal er færdig


- Bliver et super kursus år. Det kan føles helt nede fra tæerne og hele vejen op i håret.


Er du klar til en oplevelse for livet? Vi er klar til at dele den sammen med dig!


Velkommen på Idrætsskolerne Ikast
Mats Björkman, kursuschef
Torben Østergaard, forstander

Aktiviteter på Højskole & Golf
 

Højskoledelen

Højskole og Golf kurserne er et kort højskoleophold, der rummer de værdier, vi som højskole arbejder med i dagligdagen; nærvær, engagement, fællesskab og høj faglighed.
 

Hvis du har lyst til højskolelivet, og til at dyrke din passion og ambitioner med golfspillet, kan du forvente en intens uge med livsglæde og et fællesskab, der kan matche selv dine største forventninger.
 

Ugen er tilrettelagt, så du får mest muligt ud af kurset. Alle dage (undtagen ankomstdagen) starter med morgensang og samling.
Derefter overtager det golffaglige og det højskolemæssige scenen. Personlig instruktion og berigende foredrag fylder formiddagen.
 

Om aftenen afholdes der forskellige højskoleaftener, der bygger på aktivitetsglæde og fællesskab. Vi afslutter alle aftenerne med information, kaffe og højskolesang.
 

Onsdag er en fysisk ”pausedag”, hvor vi tager på udflugt til et spændende sted på egnen, og fredag er der et ganske specielt program, der rummer konkurrence, den danske sangskat og fest om aftenen.

Foredragsholdere

I takt med at aftalerne kommer i hus, præsenteres foredragsholderne på hjemmesiden. 

Højskole & Golf på udflugt i det midtvestjyske

Onsdagsudflugt

Hver onsdag eftermiddag er der tilbud om deltagelse på en udflugt i det midtvestjyske.