Husrådet arrangerer god underholdning i hallen
Husrådsmødet den 1. marts blev i hallen en blanding af praktiske ting og sjov.
For det første skulle vi have elevnavne på årets tryk til trøjerne, så de forhåbentlig snart kan komme i trykken. Det er dog noget af et logistikarbejde at få 178 navne på det flotte logo.
For det andet havde husrådet arrangeret en lille sjov stafet, så der kunne blive grinet samtidig med, at man stod i kø til underskrift. Identitetsskifte var overskriften, og opgaven bestod i, at en ISI-elev skulle kravle ind i et dynebetræk og skifte tøj med noget tøj, som allerede lå derinde. Og ud kom denne isi-elev med en ny identitet. Nogle var meget morsomme! Og afslutningsvis var de meget overbevisende i modeopvisningen i hallen. Tak til de deltagende for god underholdning!

