Nyheder fra efterskolen
Aktiv søndag i solskin og højt humør
05.10.2020
Det blev en helt anden søndag end vi lige havde regnet med – men vi nød den en hel masse! Egentlig skulle vi have vist skolen frem på Efterskolernes Dag søndag den 27. september 2020, som desværre blev aflyst på grund af Corona.
Hvad skulle og ville vi så?
En ting var sikkert – sammen, det ville vi være!
Søndagen startede med en dejlig brunch, hvorefter eleverne gjorde sig klar til at tage på tur. Nogle skulle spille fodboldgolf, andre på Pay & Play banen, andre ud og skyde med riffel, nogle på kreaværksted og andre igen på fisketur. Her brillerede Ebbe og Winkelmann på tysk, da de talte med den tyske turist, der netop havde fanget en krabat på 7 kg.
Et par elevkommentarer:
Victor: ”Solen skinner, forholdene er gode på Pay & Play-banen – men spillet kunne være bedre. Jeg har lige slået 250 meter (minus 100!) og er klar til næste hul. Hvem har egentlig sagt at golf skulle være nemt?”
Malthe: ”Er det seriøst, at I har en grill med ud på fisketuren? Det er jo luks!”
Frederik: ”Hvorfor bider fisken ikke på min krog?”
Freja og Josefine: ”Fedt med en tøsetur, hvor vi malede keramik og fik tid til at shoppe!”
Gustav: ”Sjovt at spille fodboldgolf – federe end forventet, og så lærte man lige endnu flere godt at kende. Selvom man ikke går til fodbold, kan man stadig være rigtig god 😊.”
Det blev en søndag i solskin og madpakke i 20 grader.
Og hjemme til aftensmad ventede en god pulled pork burger … mums!
Om aftenen havde vi lejet tre sale i Ikast Bio for at se filmen ”After We Collided” – og på bedste Corona-vis blev eleverne lukket ind i hold à 50 elever og sad på hvert andet sæde, måske med den fordel at man kunne have sine popcorn i fred.
Alt i alt – en konge dag og aften, der liiiige sluttede med hjemmebagte boller til aftenforfriskningen.
Life is ISI