Nyheder fra efterskolen

Morgendagens danse-stjerner indtager ISI Idrætsefterskole

13.05.2020

ISI Idrætsefterskole lancerer til skoleåret 2021/22 en ny linje: ”ISI Dans” – målrettet unge dansere, piger og drenge, der på 9.-10. klasses trin får muligheden for at ”leve dansedrømmen” i et semiprofessionelt miljø.

Danse-linjen oprettes som supplement til ISI Idrætsefterskoles i forvejen stærke fodbold-, håndbold-, golf-, volleyball-, cykel- og badmintonlinjer.

Danse-linjen bygges op over det ekstremt succesfulde og gennemprøvede koncept, der kendes fra ISI. Danse-talenterne får muligheden for at kombinere dans på eliteniveau med en efterskoleoplevelse med stor fokus på boglighed, fællesskab og det sociale liv. Altsammen i en intens, kvalificeret og ambitiøs sportskultur. Elementer, der altid har været væsentlige grundsten bag succesen for ISI.

Målet for den enkelte elev er stor personlig udvikling - både menneskeligt, skolemæssigt og sportsligt. De ugentlige 7-8 danse-træninger varetages af toptræner, Benedikte Rørbæk, der er uddannet fra danseuddannelsen.dk i København med speciale i urban dans, og kommer med 7 års efterskoleerfaring.
Hun har med stor succes været frontperson på en række dansemiljøer, bl.a. ”KONFETTI” for unge dansetalenter, og senest med ”Aarhus Dance Education”, der kommer til at samarbejde tæt med ISI Dans.

Benedikte er stadig aktiv danser i den prof. dansegruppe: ”Da Freakáliz”, der de seneste år har gjort sig særligt bemærket på den danske dansescene og vundet adskillige konkurrencer. I 2019 kunne vi hjemmefra nyde gruppen helt frem til en semifinaleplads i ”Danmark Har Talent”.

Benedikte Rørbæk er meget begejstret for konceptet – ikke mindst fordi ISI allerede besidder den nødvendige erfaring med kombinationen af uddannelse og eliteidræt.
”Det er et vildt spændende projekt, og da jeg stiftede bekendtskab med ISI, var jeg ikke i tvivl om, at vi her kan skabe en danselinje, der vil sætte nye standarder. Jeg ser meget store muligheder for at kombinere dans på højt niveau med det eksisterende efterskolemiljø på ISI. Det her er en rigtig god mulighed for talenterne til at få en tilstrækkelig målrettet træningsmængde med kompetente undervisere, som holder øje med dem og kan vejlede dem, også udenfor dansegulvet. Det har også stor betydning, at man på ISI lever sammen med andre sportstalenter, der brænder ligeså meget for deres sportsgren, som man selv gør,” udtaler Benedikte Rørbæk.

Også forstander for ISI, Torben Østergaard, ser store perspektiver i Danse-linjen.
”Vi oplever en enorm interesse i vores idrætsefterskole, og fra skoleåret 2021/22 ønsker vi at kunne fordele efterskolens 215 pladser ud på endnu en linje, også som en fremtidssikring. Valget som den 7. linjeidræt er faldet på dans, som vi tror på er en sportsgren i vækst, og hvor vi i Benedikte Rørbæk har fundet en topkvalificeret profil, der kan sikre høj faglighed med et smil, og en optimal helhedsoplevelse for den enkelte elev”, siger Torben Østergaard, der også ser store udviklingsmuligheder for den enkelte elev:

”Eleverne på ISI Dans får mulighed for at udleve personlige mål og drømme indenfor deres sportsgren, samtidig med at de går på efterskole i et trygt miljø med fokus på at udvikle det hele menneske. På ISI møder eleverne forståelse for det at dyrke eliteidræt, ligesom vi har stor erfaring med at få skole, efterskoleliv og sport til at spille sammen”, afrunder Torben Østergaard.

Læs mere om ISI dans

Tilbage

keyboard_arrow_up
Bliv elevBesøg os