Nyheder fra Guldminen

Ny leder

08.03.2022

Når Mads svinger ind ad Hagelskærvej, er det, der møder ham, meget velkendt. I mere end 12 har han nemlig været ansat på ISI. Som lærer og som leder. Alligevel er det anderledes, når han drejer ind ad hagelskærvej denne gang, for nu hedder rollen friskoleleder på Guldminen.

At være manden i front er ikke nyt for Mads. Senest har han været leder af ungdom og talent for fodboldklubben HB Torshavn og inden det færøske fodboldeventyr var han efterskoleleder på ISI Idrætsefterskole. Her havde den sportsglade leder mulighed for at kombinere skoleliv med sport, hvor særligt passionen for pigefodbold fyldte meget.

Rammerne er derfor meget velkendt for Mads, der, som han selv udtrykker det, ser sig selv som en ny-gammel medarbejder. Gammel fordi han kender arbejdsgangen, kulturen og de tidligere kollegaer. Ny fordi arbejdsopgaven og –udfordringerne er helt anderledes.

- Jeg er meget ydmyg over at være tilbage, og jeg glæder mig meget til at blive en del af huset igen, selvom det ærlig talt også kom som en overraskelse, da muligheden bød sig, fortæller Mads, der sad på Færøerne, da det pludselig kom på tale, at han skulle vende tilbage til Ikast og blive friskoleleder.     

Trekløveret

Mads træder ind i lederteamet og bliver en del af et trekløver med Svend Erik Schmidt, der er pædagogisk leder, og Bjørn Holm, der er sportslig leder.

Sammen sætter de kursen for skolen, der fortsat er i en etableringsfase. Og netop det var afgørende for Mads, da han sad i Nordatlanten og overvejede forslaget.

- Jeg forventer at blive del af et sted, som fortsat er under opbygning og konstant er i udvikling. Et sted hvor pionerånden er den dominerende. Vi har mødt og kommer fortsat til at møde udfordringer og modstand, men vi skal være modige og turde blive ved med at udvikle os i den retning, som vi tror på, siger Mads Løvig.

Læring 360

At skoletasken er fyldt, lyder klichefyldt. Bare ikke for Mads. Selv er han uddannet lærer og har i det meste af sit arbejdsliv været en del af skoleverdenen. Både som lærer og leder. Og falder snakken på læring, skoledrift og friskoleliv, har den nye leder meget på sinde.

- Guldminen er læring 360 grader rundt – i klasseværelset, på boldbanen og i de fællesskaber, som børnene indgår i. Vi ønsker en læring, der motiverer og giver eleverne tillid og tro på egne evner, så de tør stå på egne ben og hviler i sig selv og i de beslutninger, de træffer, siger Mads og fortsætter,

- På Guldminen vender vi skoledrift på hovedet og tør udfordre normen. Her bruger vi bolde og leg til at lære og vi sætter hinanden i spil på andre måder.

Fremtidens Guldmine

Den 26. januar var en skelsætte dag for Guldminen. Her blev de første spadestik nemlig taget til den nye skole, og netop de nye rammer, præger også Mads tanker om fremtidens Guldmine.

- Om fem år er Guldminen et andet sted end i dag. Fysisk er vi i nye rammer, som både indvendigt og udvendigt bliver helt fantastiske. Derudover er pionerfasen ovre. I stedet er vi der, hvor konceptet er blevet endnu skarpere, så kommende børn og forældre klart og tydeligt ved, hvad det er for et sted, de starter på. Men det betyder ikke, at vi stopper med at udvikle os. Tværtimod. Vi udfordrer og forholder os nysgerrigt til, hvordan vi bedst muligt laver skole, så leg og læring går hånd i hånd, siger Mads, der nu glæder sig til at lære eleverne, underviserne, forældrene og alle omkring Guldminen at kende.

Tilbage

keyboard_arrow_up
GuldmineansøgningBesøg os