Nyheder fra sommergolf kurser

Ti-årsjubilæum

18.01.2022

Socialt samvær, sjov og spas samt golf og godt vejr

Sådan beskriver Tonny en uge med Højskole & Golf. Han ved, hvad han taler om. Tonny har nemlig ti år i baggen som deltager på vores sommerkursus. 
Tilbage i 2012 hørte Tonny første gang om Højskole & Golf, da nogle bekendte i golfklubben, anbefalede at tage en uge på højskole.

-Det var lidt grænseoverskridende, da jeg hverken har gået efterskole eller højskole, men hva’ det kunne vel ikke gå galt? Tænkte Tonny, der tilmeldte sig uden at vide, om han ville kende andre på sommerkurset.

Heldigvis lærte han hurtigt nogle stykker at kende og inden ugen var omme, var der allerede givet håndslag på, at de skulle ses igen året efter. Sådan fortsatte det og en fast tradition var født.

-Man mødes med nogle fra sidste år, og man stifter nye bekendtskaber. Ikke mindst er singlegruppen en fantastisk del af fællesskabet, hvor mange ses år efter år, fortæller Tonny, der igennem ti år har oplevet det sociale samvær vokse sig større og stærkere.

Det sociale er afgørende for Tonny, og det har været trækplaster til, hvorfor han har opnået jubilæet. Men golf trækker naturligvis også i ham. Heldigvis er det en perfekt makker med højskolelivet. 

-Det fungerer super med den samme træner hele ugen. Vi kommer igennem mange af spillets teknikker, og træneren lærer os hurtigt at kende, siger Tonny, der fortsætter

-Det frie valg af golfbaner er et absolut plus. Valget mellem tyve forskellige baner, lette som svære, er, så vidt jeg ved, ret enestående i forhold til andre golfhøjskoler. Sådan en frihed får man ikke mange steder.

Når spørgsmålet falder på, hvad der er ugens højdepunkt, er Tonny tøvende. Han kender jo programmet ind og ud, for ændringerne på ti år er begrænset.

- Det er dejlig trygt at kende programmet. Det er stort set kun foredragsholderne og udflugten, der skifter fra år til år. Der kommer nye til og efter min smag er nogle mere heldige end andre. Heldigvis er værterne altid i topform, hvis ikke foredragsholderne kan underholde os, siger Tonny, der også indskyder, at Højskole & Golf altid er et godt samtaleemne ved hul 19.

Tilbage

keyboard_arrow_up
TilmeldingHøjskoleliv