Håndbold

BLIV INSPIRERET I ET AF LANDETS BEDSTE HÅNDBOLDMILJØER. HER BLIVER DU UDFORDRET SOM HÅNDBOLDSPILLER – OG SOM DIG SELV.I ET MILJØ MED NYE VENNER, REJSER OG SPÆNDENDE HØJSKOLELIV.

På håndboldlinjen er det din lyst og dit engagement, der tæller. Ikke dit niveau. Træningen foregår med udgangspunkt i dig og med fokus på din personlige udvikling. På linjen mødes både drenge og piger. Nogle kommer fra ambitiøse håndboldmiljøer og har store drømme, mens håndbold for andre er en vigtig og sjov del af fritiden. Fælles er, at alle brænder for sporten.

På højskolen møder du højtkvalificerede undervisere, der udvikler dig som håndboldspiller og på den position, du spiller på banen. I samarbejde med dig laver vi en individuel udviklingsplan – spillemæssigt, fysisk og mentalt. Og ønsker du at spille klubhåndbold ved siden af højskoletræningen, hjælper vi dig også gerne med at finde en klub og et hold, der matcher dit niveau. 

Masser af tid på halgulvet

Undervisningen på håndboldlinjen på ISI Idrætshøjskole rummer både praksis og teori. Det meste af tiden bruger vi på halgulvet, hvor vi dykker ned i de helt små detaljer, men også vender de generelle af aspekter af spillet på banen. 

Når vi ikke afleverer, finter, skyder og tackler i hallen, bruger vi tid i højskolens styrketræningslokale, hvor du gennem et personligt udviklet styrketræningsprogram også vil udvikle din fysik. 

Konkret træning til kroppen kombinerer vi også med håndboldvitaminer til hovedet. I højskolens teorilokale debatterer og diskuterer vi alle facetter af spillet. Vi bruger både videoanalyser, spilindsigter og erfaringer. Målet med teorien er altid at få det gjort brugbart på halgulvet, så alle bliver klædt endnu bedre på med teoretiske værktøjer, som du og de øvrige spillere på linjen kan bruge i praksis.  

Rejs med ud i verden - og oplev alt det, turister normalt ikke ser

Håndboldlinjeturen er en sjov og spændende tur i forårssemestret, hvor vi sammen med håndboldtrænereleverne rejser til Berlin – en by fyldt med fede kulturelle og store historiske oplevelser. 

Dertil kommer håndbold på internationalt topplan. Vi har eksklusivt fået lov til at besøge Bundesligaklubben Füchse Berlin, som traditionelt har flere danske landsholdsprofiler i truppen. For almindelige turister er klubben lukket land, men på vores tur får du en unik adgang til klubben, træningsfaciliteterne og kamparenaen. Vi møder de danske profiler til en uformel snak om livet som professionel håndboldspiller i Tyskland, får lov at overvære træningen og så oplever vi den intense stemning under en Bundesligakamp. 

 

I efterårssemestret rejser hele højskolen sammen på tur til den spanske vulkanø Lanzarote og verdens bedste sportslegeplads for aktive mennesker, Club La Santa. Her boltrer og bevæger vi os i en uge i fede faciliteter, som giver alternative sportsudfordringer. Vi svømmer, surfer, dyrker yoga, atletik, cykler på landevej eller vulkanklipper, hiker på vulkaner, deltager i holdundervisninger og i underholdning.  

I forårssemestret går fællesturen til Uganda. Sammen med de lokale dyrker vi idræt og oplever den ugandiske kultur helt tæt på. Vi møder de unge, besøger familier, skoler og tager på safari. Turen er en enestående mulighed for at få dit livs eventyr og opleve landet og kulturen, da rejsen er arrangeret i tæt samarbejde med lokale kræfter.  Uganda-turen er for dig, som brænder for idræt, at rejse og opleve en fremmed kultur.

 Læs mere om rejser her

Jeg valgte linjen, fordi jeg synes mulighederne på højskolen er i top. Her træner du hver dag og ønsker du mere håndbold, er der et fremragende klubtilbud i området. Fællesskabet på linjen er virkelig godt, da du både træner og spiller kamp sammen - det giver noget helt unikt.

Christina, foråret 2021

FACILITETER

Fra udgangspunktet ISI Idrætshøjskole har du adgang til hele otte haller i området, hvoraf IBF Arena er den ene, hvor hvor ligaspillerne fra Ikast Håndbold også træner og spiller kampe. 

Derudover har du adgang til styrketræningslokalet på ISI og til styrkelokalet i arenaen, som vi deler blandt andet med håndboldligaspillerne.  

Den fysiske indendørs træning kan du også vælge at kombinere med udendørs udfordringer på et af landet nyeste og mest innovative oplevelses- og træningsområder, Ikast Complete, på den anden side af gaden. 

Her tårner et græsklædt bjerg sig op med blandt meget andet indbyggede løbebaner med kurver, trapper til trappetræning, områder til bl.a. intervaltræning, fodtennis, balancezone, chill out zoner til udstrækning, trampoliner og zoner til klatring. 

Er du målvogter? 

Vil du prøve dig selv og dit målmandstalent af i et håndboldmiljø omgivet af nogle af landets skarpeste trænere? Så er idrætshøjskolen i Ikast en rigtig god mulighed. 

Hvert semester udbyder vi målmandspladser til både herre- og kvindespillere.

Til dagligt træner Mads Andersen målvogterne i ligaklubberne Skjern og Aarhus United. Samtidig er han en del af trænerteamet på ISI, så du får de allerbedste betingelser som målvogter.

Mads er utrolig dygtig til at koble teori og praksis, og vil med garanti udvikle og udfordre dig. Udover Mads får du også mulighed for at komme i mesterlære hos målvogteren for Ikast Håndbold. En unik mulighed, som giver dig de optimale betingelser for at lære af de bedste.

 

Ansvarlig for håndboldlinjen

Søren Ferløv

  • Uddannet lærer med linjefag i idræt
  • Tidligere ligatræner i FCM Håndbold
  • Tidligere 1. divisionstræner for herrehold i Odense, Ikast FS og Thisted
  • Har som ligatræner vundet DM guld, DM sølv, pokalmesterskab og deltaget i Final 4 i Champions League 
  • DHF Elitetræner

 Skriv til Søren

Jeg får lov til at træne en masse håndbold – både morgen og aften. Og så laver vi en masse fede og sjove ting på højskolen ved siden af. Jeg nyder min hverdag omgivet af mange mennesker. Jeg vil gerne blive i Ikast efter højskoleopholdet. Jeg er vild med at spille håndbold her og vil gerne prøve, hvor langt jeg kan komme håndboldmæssigt.

Julie, Norge, efterår 2023 og forår 2024

keyboard_arrow_up
Bliv elevBook rundvisning