Historien om ISI

Idrætsskolerne Ikast begyndte i 1994 med indvielsen af en idrætshøjskole. I løbet af forholdsvis få år udviklede højskolen sig siden til også at omfatte kursusaktivitet, en idrætsefterskole og en idrætsfriskole. En unik samling af idrætsskoler og -aktiviteter under Idrætsskolerne Ikast – i daglig tale ISI. Alle med fokus på personlig udvikling og holistisk talentudvikling.

Det koncept tiltrækker hvert år i hundredvis af elever og kursister

1994

Oprindeligt blev der fløjtet op til en idrætshøjskole i Midtjylland i nabokommunen Herning helt tilbage i 1985. Bag idéen stod idrætsfællesskabet SIKH, Samvirkende Idrætsklubber i Herning Kommune, som nedsatte en arbejdsgruppe bestående af alle idrætsorganisationer i det gamle Ringkjøbing Amt; DGI, KFUM, DIF, firmaidrætten, Handicapidrætten og repræsentanter fra idrætssamvirker i forskellige midt- og vestjyske byer.
Ud fra den skabelon dannede man i Herning en bred sammensat bestyrelse, som lige siden er afspejlet i det nuværende repræsentantskab.
Men i Herning lykkedes det aldrig at finde en placering til højskolen. Derfor blev nabokommunerne opfordret til at byde ind, og daværende Ikast Kommune handlede hurtigt. En plan for et nedlagt plejehjem blev fremlagt og godkendt – både i højskolens bestyrelse og i kommunen. Efter både renovering og udbygning med en idrætshal flyttede det første hold højskoleelever ind på Den Midtvestjyske Idrætshøjskole i Ikast i januar 1994.

 

1995

Som en af de første højskoler i Danmark grundlagde idrætshøjskolen i Ikast uge-sommerkurser med fokus på golf, Højskole & Golf. En populær kursusaktivitet, som siden har udviklet sig til hver sommer at tiltrække mere end 500 sommerkursister.

 

2003

Idrætshøjskolens og det højkvalificerede golfmiljø bliver valgt som centrum for den nye danske Pro-Elev-uddannelse, som Dansk Golf Union og PGA står bag. 

2004

Med udgangspunkt i højskolens tætte og gode samarbejde med de lokale idrætsklubber i området, ikke mindst FC Midtjylland, udsprang en fælles lokal idé om en idrætsefterskole. Det første elevhold på 78 elever flyttede ind i august 2004 – i en nybygget fløj til formålet, som i dag bliver kaldt Over- og Undergangen.
Samtidig ændrede skolen navn til Idrætsskolerne Ikast – som i daglig tale blev til ISI.

2005

Allerede året efter etableringen af efterskolen bliver værelsesfløjen udvidet med ekstra kapacitet i form af en ny værelsesgang i to etager i umiddelbar forlængelse af den eksisterende. 

 

2008

ISI indvier sin nybyggede kursusbygning  – som i dag huser højskolen.

2010

Nuværende forstander Torben Østergaard afløser idrætsskolernes første forstander Ib Møller Pedersen.

Torben Østergaard

Ib Møller Pedersen

 

2015

ISI indvier skolens første styrketræningslokale. En tilbygning som med sit flade tag samtidig giver plads til en stor tagterrasse.

 

2016

I foråret 2016 fejrer ISI indvielsen af en ny undervisning- og opholdsfløj på 820 kvadratmeter, som rummer fire topmoderne undervisningslokaler og et stort naturfagslokale.

 

 

2019

I januar markerer ISI officielt sit 25-års jubilæum med en reception og en stor fest, samt en jubilæumssang, jubilæumsøl, jubilæumportvin og en jubilæumsbog.

 

I samarbejde med FC Midtjylland indvier ISI sin tredje skole: Guldminen - ISI Idrætsfriskole

 

2020

ISI indvier et nyt 400 kvadratmeter stort sportskøkken, med ny spisesal og nye kontorlokaler.

 

 

 

2023

ISI indvier nyopført skolebygning til Guldminen - ISI Idrætsfriskole.

keyboard_arrow_up