Fodboldtræner
På fodboldtrænerlinjen på ISI Idrætshøjskole bliver du udfordret, uddannet og inspireret til personlig udvikling som fodboldtræner.
Er du fodboldnørd, der brænder for trænergerningen? På fodboldtrænerlinjen bliver du inspireret til at udvikle dig som træner, og som del af højskolelivet også til personlig udvikling.
Gennem fem ugentlige linjepas opnår du i samspil med de øvrige trænerelever ny fodboldviden og udvikler kompetencer, som gør dig i stand til i højere grad at reflektere over dine trænervalg på og uden for banen.
Vi har fokus på både børne- og ungdomstræning, men du bliver også udfordret i forhold til seniortræning. I fællesskab perspektiverer vi de forskellige områder, så undervisningen bliver relevant for din trænergerning. På højskolen bliver du dermed i stand til at målrette din trænerudvikling i den retning, du selv ønsker.
Trænerlinjen kan også være et springbræt for dig, der drømmer om at læse idræt, fysiologi eller at arbejde med undervisning.
Praktik
Højskolens brede netværk danner et stærkt fundament for at kombinere din teori og pædagogik med praktisk træning og instruktion af unge spillere. Du kan komme til at indgå i konkrete projekter eller praktikforløb - smækfyldt med inspiration. Vi sparrer og rådgiver med at finde et hold og et niveau, der matcher dig og dine ambitioner.
Udover indblik i den unikke talentudvikling i FC Midtjylland, har du også mulighed for at opleve de nyeste og mest innovative træningsmetoder.
På Den Sportslige Grunduddannelse på Ikast Nordre Skole, nabo til ISI, kan du som trænerelev indgå i konkrete projekter eller som del af skolens daglige træning.
Teori
Teoretisk får du et godt og relevant indblik i de tekniske, taktiske, fysiske, mentale og sociale aspekter af jobbet som træner.
Både den teoretiske og praktiske del af undervisningen foregår både på tværs af idrætsgrenen, linjespecifikt og med et individuelt fokus. For at tilgodese både din personlige udvikling som træner - og dit arbejde med spillere i en holdsport.
I undervisningen møder du erfarne og højtkvalificerede undervisere, og i løbet af dit ophold på ISI har du muligheden for at forberede dig til DBUs B-licens træneruddannelse.
Undervisere
ISI lægger stor vægt på kvalitet. Naturligvis også i forhold til underviserne.
Gæstelærere
På Fodboldtrænerlinjen får du chancen for at møde inspirerende og spændende gæstelærere - eksempelvis elitetrænere fra FC Midtjylland. De stiller gerne op i det omfang, deres trænings- og kampprogram tillader.
“Jeg ville ønske at jeg kunne have valgt et tilbud som ISI Træner, da jeg begyndte som ung og ambitiøs ungdomstræner.”
Glen Riddersholm, Superligatræner