Velkommen til ISI
Torben Østergaard
Direktør, ISI
Kære alle
Velkommen til ISI. ISI er noget helt særligt, og kan noget helt særligt. Jeg er kæmpe fan af de uendelige værdier og kvaliteter, der er i idrætten, i de frie skoler og i foreningslivet, og kæmpe fan af den energi, læring, udvikling og glæde der opstår, når mennesker mødes herigennem. Og på ISI går alt dette op i en højere enhed.
Jeg tror enormt meget på styrken i fællesskaber. Og vi har et meget stærkt fællesskab på ISI. Og ISI er tilmed også top-privilegeret ved at være en del af et stort og stærkt idrætsfællesskab i hele SportsCampus Ikast-Brande. Med et unikt netværk, en helt unik kultur, og et helt unikt miljø. Hvor vi er rigtig gode til at gøre tingene sammen.
Personligt tror jeg på, at vi her i livet, også i fællesskabet her på ISI, får det, som vi giver. At vi høster det, vi sår. At glæde skaber glæde. At udvikling skaber udvikling. At positiv energi skaber positiv energi.
Jeg tror også på, at alt i livet kan trænes - og at det man øver, bliver man god til.
Og jeg tror også på, at det er vigtigt, at vi alle hver dag har et mål om at være lidt dygtigere og mere oplyste, end vi var i går.
Derfor stimulerer vi hver dag på ISI, at vi alle, både elever og medarbejdere, trives, skaber glæde, tager ansvar og initiativ, og udvikler på indhold, rammer, hinanden og os selv.
Endelig er min erfaring, at man kan nå selv meget ambitiøse mål, når man samler de rette mennesker i et forpligtende fællesskab. Derfor er det mig en stor glæde, at vi på ISI har et fantastisk hold af medarbejdere, bestående af positive, dedikerede, karakterstærke og fagkompetente lærere, pedeller, og medarbejdere i køkken, IT, administration, marketing og rengøring, der har ejerskab og brænder for ISI, for den enkelte elev, og for ISI's vision, mission og værdier.
Jeg står personligt inde for, at et ophold på ISI skaber masser af glæde, energi, læring og udvikling, og er en oplevelse for livet.