Emil Tang Isaksen

Efterskolelærer

Underviser i:

  • Engelsk
  • Kulturfag
  • Støttelærer

Jeg hedder Emil Tang Isaksen, jeg er 26 år og nyuddannet lærer fra VIA University College i sommeren 2025. Jeg blev udlært i fagene: Engelsk, Idræt og Kulturfag. Det har længe været min store ambition at blive efterskolelærer – og nu glæder jeg mig over, hver dag, at være en del af livet på ISI.

Jeg underviser i engelsk og kulturfag og er samtidig støttelærer, og det er en rolle, jeg er stolt af at varetage. Efterskolen har en helt særlig betydning for mig, for jeg gik selv på efterskole i 2015/16 – et år der stadig står som noget af det mest betydningsfulde og formative i mit liv. Det har givet mig lysten til selv at være med til at skabe netop sådan et år for andre unge.

Jeg er vokset op i en familie med tre brødre lige uden for Skive – et hjem, hvor der altid var gang i den. Der var konkurrence om det meste, masser af grin og stærke fællesskaber. Den opvækst har i høj grad formet mig og givet mig nogle værdier, jeg i dag tager med mig i arbejdet med unge mennesker.

Netop dét at arbejde med unge har altid betydet meget for mig. Gennem forskellige erfaringer fra folkeskoler, foreningslivet, trænergerninger og ikke mindst min læreruddannelse har det været tydeligt for mig, hvor meningsfuldt det er at være en del af unges udvikling. Jeg elsker at se dem vokse med opgaverne, udfolde deres kompetencer og finde deres plads i fællesskabet.

I min fritid elsker jeg både at se og spille fodbold. Jeg spiller stadig sammen med mine kammerater og fungerer samtidig som træner for vores lokale hold, Prügelknabe IK. Til daglig bor jeg i Aarhus, hvor jeg nyder hverdagen og weekenderne med at være sammen med kammerater, være i fitness eller bruge tid med min familie.

Når alt dette er sagt, så glæder jeg mig utrolig meget over at få lov til at arbejde med de unge mennesker, som er så heldige at bruge et år af deres opvækst på ISI. At få lov til at være en del af deres rejse og bidrage til det fællesskab, de skal huske resten af livet – det er en opgave, jeg tager på mig med både glæde og engagement.

E: eti@isi.dk

 

 

keyboard_arrow_up