Måske skal vi forældre fylde lidt mindre?!

Jeg har gennem mange år arbejdet med børn og unge i idræEens og skolens verden. Og hvis der er én ting, jeg er blevet overbevist om, så er det, at børn ikke kun udvikler sig gennem støtte, opbakning og anerkendelse. De udvikler sig også, når vi voksne træder et skridt tilbage.

Når de selv skal finde vej. Når de taber en kamp. Når træneren ikke ser dem. Når de skal løse en konflikt selv. Når de bliver valgt sidst. Når de skal cykle alene til skole, huske deres ting, komme til tiden og tage ansvar for at være en del af et hold. Det er ikke omsorgssvigt. Det er også dannelse.

Vi forældre er blevet virkelig gode til at bakke op. I dag følger vi vores børn til træning, kamp, stævner, skolearrangementer, fællesspisninger, trivselsdage, klassefester, sociale arrangementer som aldrig før. Og intentionen er god. Vi vil vores børn. Vi interesserer os for dem. Vi vil gerne vise dem, at de betyder alt.

Men måske er vi nogle gange kommet til at forveksle opbakning med tilstedeværelse?
Selvfølgelig har vi voksne et ansvar for rammerne. Vi skal reagere på mistrivsel, mobning og eksklusion. Vi skal understøtte fællesskabet. Vi skal opmuntre til at bidrage og gøre stor indsats. Køre. Kramme. Fejre. Hjælpe. Men ikke nødvendigvis hver gang, og vi behøver ikke nødvendigvis selv være en del af det hele. Nogle gange er den bedste hjælp faktisk, at vi går hjem.

Jeg har set tusindvis af børn og unge udvikle sig gennem børnefællesskaber. Og noget af det stærkeste ved idrætten og skolen er netop, at den kan være et rum, hvor barnet langsomt bevæger sig væk fra forældrene og ind i et nyt dannelses-fællesskab. Et fællesskab med holdkammerater, trænere, lærere, regler, forventninger, sejre, nederlag og ansvar. Men det kræver, at vi voksne tør give plads.

Når mor og far hele tiden står på sidelinjen, bliver barnets verden let også vores verden. Vi ser trænerens beslutninger. Vi vurderer spilletiden. Vi ser fejlafleveringen. Vi registrerer, hvem der bliver valgt. Og på vej hjem i bilen kan vi næsten ikke lade være med at spørge: "Hvorfor spillede du ikke mere?", "Var du ikke bedre end hende, der startede inde?", "Hvorfor
satte læreren dig der?"

Måske skulle vi nogle gange bare spørge: "Havde du det sjovt?" Eller endnu bedre: lade barnet selv begynde samtalen.
For børnefællesskaber kan noget helt særligt, hvis vi giver den lov. Her kan børn opdage, at verden ikke altid indretter sig efter dem. At andre også har ambitioner og behov. At man nogle gange sidder på bænken. At man kan være skuffet og alligevel møde op igen tirsdag. At man har et ansvar over for andre end sig selv. Det er livsduelighed.

Jeg skrev engang klummen: “Ønsk dit barn modgang”. Budskabet var, at vi selvfølgelig skal bakke vores børn op – men vi skal ikke feje alle udfordringer væk. Selv om jeg godt ved, at vi forældre aldrig har det bedre, end vores børns tilstand, så skal vi alligevel ønske vores barn noget modgang. Vi skal passe på med at gøre vores børns vej gennem livet for jævn. For livet er ikke jævnt. Og hvordan lærer et barn at håndtere livets uundgåelige modgang, hvis ikke det oplever at håndtere modgang?

Vi skal i stedet acceptere, at vores barn ikke altid har trænerens eller lærerens fulde opmærksomhed. Acceptere, at andre også skal have pladsen i solen. At vores barn nogle gange sidder på bænken. At læreren ikke altid ser tingene på samme måde som os forældre. At der opstår konflikter, som vores barn selv må være med til at løse. Ikke fordi modgang i sig selv er et mål. Men fordi evnen til at håndtere modgang er en afgørende del af det at blive et livsdueligt menneske.

På et tidspunkt møder de helt sikkert en lærer, chef, træner eller kollega, som ikke ser verdenpræcis som dem. De får et afslag. De bliver fravalgt. De taber. De bliver uenige med nogen. De oplever uretfærdighed. Men de skal alligevel have tingene til at fungere, og måske nå et mål med disse mennesker.

Hvis vi forældres instinkt er at gå ind og ordne, forklare, ringe, skrive eller beskytte barnet, risikerer vi at fratage dem noget vigtigt: Erfaringen af, at jeg kan godt selv håndtere det her. Det betyder ikke, at voksne skal være ligeglade. Tværtmod. Børn har brug for voksne, der elsker dem betingelsesløst og står bag dem, når livet gør ondt.

Men der er forskel på at være tillidsfuldt tilgængelig, og at være allestedsnærværende. Og hvis du har en drøm om, at dit barn bliver den næste Jonas Vingegaard, så er netop evnen til at håndtere modgang en afgørende færdighed. Og nogle gange er noget af det bedste, vi voksne kan gøre for vores børn, ganske enkelt at træde et skridt tilbage. Så de selv kan træde et skridt frem.